Smart gummi-cover til den personlige gasdetektor
Case
Elektronik
En personlig gasdetektor er et bekosteligt men livsvigtigt værnemiddel. SG Safety (Vestteknikk) har fået fremstillet et praktisk gummicover til det populære apparat, så brugeren opnår ekstra sikkerhed mod ødelæggende slag og funktionssvigt.
Applikation
Elektronik / elektrisk udstyr
Gaskontrol
Offshore
Infrastruktur
Minedrift / mineraludvinding
Udfordringen
SG Safety (Vestteknikk) er en af Norges største leverandører af teknisk sikkerhedsudstyr. Kerneområderne er gas, åndedræt og brand – og ud over at forhandle nogle af markedets førende fabrikater yder SG Safety rådgivning, oplæring og service/vedligehold på sikkerhedsudstyret.
SG Safety har stor succes med at sælge en avanceret, personlig gasdetektor af fabrikatet Blackline. Det er på alle måder et godt og solidt produkt, men som alle andre elektroniske apparater kan gasdetektoren være sårbar over for hårde slag.
Gasdetektorer anvendes netop under trange, udsatte forhold i tæt kontakt hårde betongulve, vægflader, stållejdere, trapper og andre barske konstruktionsdele. Her er stor risiko for hændelige stød, og skulle ulykken være ude, og der opstår et gasudslip, så skal detektorens alarmmelder også fungere efter belastningen fra et personfald.
Løsningen
Salgsleder Rune Hansen og hans kolleger kender om nogen disse potentielle risici og fornemmede, at mange kunder var optaget af at opnå størst mulig tryghed. På en messe i Stavanger mødte Rune og Betechs norske salgschef hinanden.
Rune havde en idé om at fremstille et stødabsorberende cover til gasdetektoren – i stil med dem, man kender fra fx mobiltelefoner. Han vidste bare ikke, hvordan det i praksis skulle gøres. Kort efter messen mødtes de to igen, og hurtigt blev idéen omsat til en realistisk produktløsning.
En kvalitetsdetektor koster i omegnen af 5.000 NOK, så det er ikke usandsynligt at kunderne vil betale noget for at opnå en ekstra beskyttelse af apparatet, men der er naturligvis grænser for, hvad et sådan tilbehør må koste.
Med hjælp fra Betech blev der gjort nogle tekniske overvejelser om en egnet silikonekvalitet og omkostninger til støbeværktøj, så coveret kan sættes i en passende serieproduktion. Forundersøgelsen mundede ud i en realistisk produktkalkule, og SG Safety besluttede sig hurtigt for at sætte udviklingsopgaven i gang.
Betech gennemførte en 3D-scanning af gasdetektoren til brug for den produkttegning, der ligger til grund for fremstilling af støbeværktøjet. I projektet blev der også fremstillet et billigere prototypeværktøj, så det var muligt at teste og justere designet inden den egentlige serieproduktion blev sat i gang.
Merværdien for kunden
Med det unikke cover kan SG Safety tilbyde deres kunder en ekstra sikkerhed til det i forvejen værdsatte sikkerhedsudstyr. Det giver god mening for slutbrugeren, og coveret er derfor blevet et populært supplementsprodukt hos SG Safety – og ovenikøbet et produkt, de er alene om at tilbyde.
Formstøbning – dvs. fremstilling af funktionelle dele af gummi og silikone – kan være mere eller mindre kompliceret afhængig af emnets formgivning, funktionskrav og den påkrævede fremstillingsproces.
I denne case har Betech styret projektet igennem fra start til slut, og det har omfattet alle faser som løsningsforslag og kalkulation i forhold til markedsmulighed, valg af egnet compound, vurdering af værktøj, fremstilling af prototypeværktøj, fremstilling af endeligt værktøj samt stabile leverancer fra serieproduktionen.